Søg
Close this search box.

Topdressing

Topdressing bruges til at forbedre jordtypen for græsset og til at rette af, så din plæne fremstår plan og flot.

Med jordforbedringer ønsker vi bedre dræning af jorden samt at tilføre ny gødning. God topdressing består nemlig grundlæggende af to ting; sand og kompost. Nogle topdresser med ren sand eller afharpet muld, hvilket helt afhænger af jordbundstypen. Rent sand kan være fint, hvis man har en meget stiv og tung lerjord, fordi det giver luft og dræning i jorden. Omvendt kan ren muld være fint, hvis jorden er meget sandet. For almindelige parcelhushaver er det kombinationen af de to produkter, der giver det bedste resultat.

Vi anbefaler, at man bruger ordentlige produkter – dels for at få et ensartet fint stenfrit materiale. som er nemt at udlægge, men også for at sikre, at kompostdelen har været varmebehandlet for eventuelle uønskede plante og frørester. Vi anbefaler som minimum, at produktet har været gennem et 5 mm. sold, da alle større sten og grenstykker derved er fjernet.

Når man har fundet sit topdressing produkt, skal man have det leveret eller selv afhente det. Har du et stort projekt? Så få det leveret i løsvægt med lastbil, det er billigere. Har du en almindelige parcelhushave? Så få topdress leveret i bigbags, da håndtering og opbevaring er nemmere. Forvent et forbrug på cirka 800 til 1.000 kilo pr. 100 kvm. græsplæne. Det anbefales ikke at sprede topdress fra 1. november til midt april, da eksisterende græs er i dvale og derved kan blive kvalt ved tildækning af jord.

Herunder følger en step – by – step guide til at udlægge topdress:

 

1. Klip din græsplæne.

Inden udlægning er det vigtigt, at græsplænen er slået og gerne lavt, da det letter udlægningen af topdress-produktet markant. Gå efter en højde på 3 cm. Har du opsamler på plæneklipperen, så brug den.

 

2. Dybdeluft og vertikalskær

Denne del kan undlades, men vi anbefaler klart, at du gør det.

Har du en lille græsplæne, kan du godt rive sin græsplæne grundigt med en almindelig rive, men det er hårdt arbejde, så overvej at leje en vertikalskærer i stedet. Det koster cirka 500 kr. i leje for en dag. Efter en god vertikalskæring skal alt løst materiale fjernes.

Herefter anbefales det at få dybdeluftet eller såkaldt priklet jorden. Dette foregår med en maskine, som stikker en masser spyd i jorden og laver en masse små huller, som det nye topdress-produkt kan komme ned i. Det sikrer sikre luft og dræning til planternes rødder.

Denne maskine kan være svær at få i almindelige byggemarkeder, men kan oftest lejes hos de større maskinudlejningsfirmaer. Det kan også udføres med en almindelig grev, som man træder 8-10 cm. i jorden.

Nogle af disse dybdeluftere hiver en masse små jordpropper op, som du bør rive sammen. Hvis du lader dem ligge, kan du risikere at skulle bruge mere topdress.

 

3. Spred topdressproduktet

Nu skal der spredes topdress. Fordel mixet med trillebør i små bunker, som spredes groft ud med en rive. Optimalt set skal man ligge et lag på cirka 5 mm. på hele græsplænen.  Når du har fordelt materiale groft ud, skal man bruge vores Plæneplaner. Massér og fordel materialet ud i alle lavninger og huller i plænen. Skub materialet rundt ved at køre Plæneplaneren frem og tilbage over materialet fra forskellige retninger. Plæneplaneren sikrer dig en plan fordeling af topdress-produktet og efterlader din plæne plan. Det er vigtigt, at både plænen og jorden er tør i denne del af processen, da det ellers klumper og bliver mere vanskeligt at få jævnt.

 

4. Efterså

Når materialet ligger plant og jævnt over hele plænen, skal du efterså. Brug en god kvalitetsfrøblanding og brug rigeligt af den. Jo flere frø der spredes, jo stærkere bliver din græsplæne.

 

5. Slap af

Lad plænen få fred det næste stykke tid. De nye frø skal nå at spire og gerne blive 8-10 cm. høje før første slåning. Er det en tør periode, kan man eventuelt tilskudsvande, men der skal meget vand til før rødderne søger ned i jorden.

 

6. Eventuelt efterbedring

Hvis ens plæne var meget ujævn til at begynde med, anbefales det at topdresse igen efter cirka 4 måneder. Så har det tidligere topdres sat sig og er formentligt sunket lidt, hvor hullerne var dybest. Vertikalskæring og eftersåning vil ikke være nødvendig her, medmindre forrige såning ikke lykkedes.

 

7. Behold tromlen i skuret

Lad være at tromle jorden. Jorden skal sætte sig naturligt. Tromling øger forsumpning af jorden ved at trykke den sammen, og så er dit store arbejde med jordløsning spildt. Tromling bruges primært, hvis man har mange mosegrise eller muldvarper, så man kan trykke deres gange sammen inden topdressing.