Søg
Close this search box.

Klipning / slåning

Klipning eller slåning af græs har en stor indvirkning på din græsplænes udseende. Herunder gennemgår vi nogle af de forskellige plæneklippertyper, hvornår en græsplæne bør klippes og meget andet.

Plæneklippertyper

Rotorklipperen – den traditionelle

Den helt traditionelle græsklipper er en rotorklipper, som består af en lang kniv, der kører vandret rundt under et skjold. Dette sidder på næsten alle motorklippere fra de håndskubbede til de store havetraktorer, zero-turn maskiner og de helt store klippere, som fx bruges på fodboldstadions.

Fordelen ved disse er, at de kan slå højt græs og har stor kapacitet. Ulempen er, at de ”slår” græsset frem for at klippe det over. Det giver flossede græsstrå, som kan give misfarvninger i græsplænen. Særligt hvis knivbladet er slidt.

Der findes to slags knive: Almindelige knive, som slår græsset én gang, inden det skydes ud af græsslåmaskinen. Og de såkaldte bioklipknive, som løfter græsset, så det slås mange gange og dermed bliver meget findelt. Fordelen ved bioklip er, at afklippet bliver meget fint og således let forsvinder ned mellem de levende græsstrå i græsplænen, hvor de hurtigt formulder og bliver til gødning, som græsset igen kan optage. Den almindelig kniv bruges derimod ofte til maskiner med en opsamler på. Opsamler man græsset skal man huske at gødske mere, da hver opsamling fjerner næring fra jorden.

Slår du med en rotorklipper, skal du slå flere gange om ugen for at få en flot græsplæne. Slår du sjældnere vil græsset blive for langt og kraftigt mellem hver slåning, hvilket vil resultere i klumper og ‘sejt’ græs.

Robotplæneklipper

Robotplæneklippere bliver mere og mere almindelige – og som udviklinger skrider frem, bliver klipperne tilmed billigere og bedre. Derfor er der ikke noget underligt i, at mange vælger at skifte søndagsturen med den almindelige plæneklipper ud med en afslappende tur i haven, mens robotten laver alt arbejdet for dig.

Der findes et hav af modeller på markedet. Hvilken en der passer til dit behov, vil vi lade dig om. Der er dog et par gode råd, vi vil give dig:

Der findes overordnet set to slags robotklippere: Klippere med små aftagelige knive og klippere med faste knive. Fordelen ved den faste kniv er, at den kan slibes, holder meget længere og er mere ”tilgivende”, hvis den fx rammer en hård klump jord eller en sten. Ulempen er, at den er tung og robotter med faste knive oftere har en lavere kapacitet end dem med løse knive.

Fordelen ved løse knive er, at den oftere har en højere ydelse, da kniven er lettere og batteriet derfor kan køre længere på en opladning. Til gængæld kræver den mere service. Knivene skal skiftes cirka hver 3. uge, da græsset ellers bliver flosset. Det er også vigtigt at vide, at de små løse knive kan blive slået af og ligge løst i græsplænen.

Som udgangspunkt anbefaler vi en robotplæneklipper, da den slår græsset ofte, hvilket gør græsset tæt, og du undgår komprimering af jorden, hvilket giver optimale vækstbetingelser. Husk at slukke for din robotklipper i tørkeperioder, så du ikke svække græs, som i forvejen er stresset af vandmangel.

Cylinderklipperen

Den sidste traditionelle klipper er cylinderklipperen. Denne var meget anvendt op til 1980’erne, hvor rotorklipperne tog over, fordi de blev billigere og mere effektive – men intet slår en cylinderklippet boldbane!

Den store fordel ved en cylinderklipper er, at den ”klipper” græsset over. Således er snittet på græsset helt plant og græsset kan let hele ‘skaden’. Græsset vil være sundere og stå uden visne spidser som med rotorklipperen. Det dårlige ved cylinderklipperen er, at den skal køres langsommere og kræver sundt og stærkt græs. Tyndt græs har den svært ved at få fat i, og bliver græsset for langt og kraftigt har den også meget svært ved at slå det. Cylinderklippere bruges primært på golfbanernes greens, som skal stå snorlige.

Går du meget op i din græsplæne og har du tiden til at passe og pleje den, så er en cylinderklipper det eneste rigtige.

 

Hvornår skal græsset slås?

Vi anbefaler, at du starter med at klippe dit græs i april, hvor vækstsæsonen starter. Det er vigtigt at huske, at græsset ikke kan tåle at blive klippet i frostvejr eller ved rimfrost. Start først klip, når risikoen for nattefrost er helt ovre og stop lidt før den første nattefrost, så græsset kan nå at hele.

Start med at klippe højt ved at slå maksimalt en tredjedel af græssets samlede højde. Dette gælder i øvrigt ved enhver slåning, også når du kommer hjem fra sommerferien og græsset er løbet løbsk. Slå maksimalt en tredjedel og vent nogle dage, inden du slår en tredjedel mere. Slår man mere af ad gangen, bliver græsset gult og grimt.

Den optimale klippehøjde afhænger af din smag og hvor meget energi, du lægger i din plæne. Jo lavere du slår, jo mere fremmes visse ukrudtsarter, specielt mos. Ønsker du en græsplæne, der ligner en golfbane, er dette muligt. Vi anbefaler dog omkring 4 – 4,5 cm., da dette giver den mest harmoniske græsplæne, der samtidig er letteste at holde.

Den sidste klipning bør foretages midt oktober måned. Dette skal ske, inden græsset går helt i dvale, så det kan nå at lukke sårene fra klipperen og oparbejde lidt ekstra overskud inden vinteren. Der må ikke slås efter nattefrosten er sat ind. Ved sidste slåning skal du sætte klipperen i højeste indstilling og med en skarp kniv for igen at svække græsset så lidt som muligt.